Vandretur -og naturoplevelser på Tisvildevejen

Photo: Daniel Villadsen

Få frisk luft til hovedet, rum til tanker og plads til sanserne. Ta’ en vandretur i Nordsjælland på den charmerende gamle pilgrimsrute: Tisvildevejen. Ruten har været benyttet af pilgrimme siden middelalderen, og selv vores egen Søren Kierkegaard brugte området til en mental pause.

....for som han skrev:  “Man kan vandre sig ud af problemerne”.

Af Daniel Villadsen

Jeg havde fornøjelsen af, at udforske den smukke vandrerute Tisvildevejen i oktober, mens efterårsfarverne stod klart og tydeligt. På en solrig oktoberdag tjekkede min kæreste og jeg ind på Pensionat Kildegaard i Tisvildeleje. Et charmerende sted med masser af sjæl, unikke værelser, en opholdsstue ved navn “Mormors stue”, og en familiær atmosfære. Fra denne base skulle vi ud og nyde et par dages vandreferie med en masse naturoplevelser i det nordsjællandske efterårslandskab.

Photo: Daniel Villadsen
Photo: Daniel Villadsen

Vi kørte først til Esrum Kloster - det egentlige mål for den gamle pilgrimsrute. Dette gamle kloster var i middelalderen et vigtigt centrum for både magt og kultur, eftersom det bl.a. ejede det meste af landområderne på Nordsjælland. Der var liv på gårdspladsen, hvor familier var taget på udflugt i efterårsferien.

Her kunne man både læse om klosterets imponerende historie, gå en tur i gårdhaven, eller prøve kræfter med middelalderens forskellige måder at konservere mad på de opsatte værksteder. Dertil var der også skattejagt med forskellige opgaveposter i området, som vi så mange børnefamilier gå rundt og udforske.

Photo:Daniel Villadsen

Fra Esrum Kloster bevægede vi os langs de fint skiltede stier ned til Esrum Sø - et sted, som vi tidligere på sensommeren har udforsket fra kajak. Det var sjovt at se søen fra en ny side. Vi gik gennem de store skove i Gribskov, og nød roen. Farverne grøn, gul og orange lyste op i solens stråler, som skinnede ned gennem trækronerne og kastede lange lysstriber på stien.

En kort pause på en sten ved søbreddens kant gav plads til at nyde solens varme, og lytte til bølgernes rolige skvulpen. Den friske efterårsluft og de mange sanseindtryk fik os til at sænke skuldrene, og trække vejret helt ned i maven. Et egern løb over stien foran os og susede energisk op ad en egetræsstamme, mens den nysgerrigt holdt øje med os.

Photo: Daniel Villadsen
Photo: Daniel Villadsen

Frokostpausen blev nydt i solen ved den charmerende gamle Pibe Mølle. Den står stolt på en bakketop, med udsigt ud over landskabet. Solen varmede, mens køerne gik og græssede på marken ved siden af møllen.

Photo:Daniel Villadsen

Vi fortsatte videre til Ramløse Havn, hvor vi parkerede bilen og gik ud for at udforske Ramløse Bakker. Et par fiskehejre fløj over os, da vi gik afsted. Det var tydeligt at se istidens præg i det bakkede landskab, og ved stien fandt vi den fineste lille bålplads med panoramaudsigt ud over Danmarks største sø Arresø.

Photo: Daniel Villadsen
Photo: Daniel Villadsen

Dagens sidste stop var Tisvilde HegnI en åben græsbeklædt lysning midt inde i skoven ligger Asserbo Slotsruin og emmer af sagn fra en svunden tid. Herfra kan man bevæge sig gennem den store skov, forbi nogle af de mange gamle fortidsminder og gravhøje ud til havet. Skyggerne var så småt begyndt at blive længere, i takt med at efterårssolen bevægede sig lavere på himlen.

Vi gik ud gennem stierne i retning mod solnedgangen. De høje fyrretræer tårnede op omkring os, og blev erstattet af de krogede fyrre- og birketræer i det berømte område; Troldeskoven, da vi nærmede os kysten. Lyden af bølgernes brusen blev højere jo tættere vi kom på stranden.

Vi nød solnedgangens fra klitterne på stranden, med udsigt over havet, der åbnede sig mod nord. Herefter bevægede os igen tilbage gennem skoven, og hjem til pensionatet.

Spis is i Nordsjælland, ferie i Nordsjælland

©VisitNordsjællandPhoto:Daniel Overbeck

Næste dag udforskede vi mere af Tisvilde Hegn, og fulgte vandreruten ind fra Tisvildeleje Strand. Her er det muligt at gå en god del af strækningen på stranden. Det har en beroligende effekt, at lytte til bølgerne og mærke den salte luft i ansigtet, mens man går. Vi mødte endda et par ryttere på vores vej, som var ude og lufte deres heste i efterårssolen.

Efter en fin dagstur rundt i skoven og langs stranden, kom vi tilbage til bilen, og satte os ind med en god følelse af at fyldt op med ny energi til både krop og sind. 

Vandring på Tisvildevejen er en helt perfekt måde at geare ned på, med plads til at suge sanseindtrykkene til sig og nyde naturen i sit eget tempo.

Photo: Daniel Villadsen
Photo: Daniel Villadsen

Om Skribenten

Daniel Villadsen er fra Odense og kombinerer sin passion for friluftsliv med sit arbejde som freelancefotograf. Se hans billeder på Instagram (@dvphoto.dk), hvor han også deler ud af sine turtips, på ”Daniel Villadsen Photography” på Facebook samt på hans hjemmeside.